Aloo tikki
Aloo tikki er en nordindisk frikadelle-lignende snack, hvor den primære ingrediens er kartofler. De er ret mildt krydret og serveres sammen med en tamarind-baseret dip eller en stærk dressing med koriander og mynte (eventuelt yoghurtbaseret). Opskriften er fra et indisk madlavningskursus ved Anil Kumar (hans opskrift).
Ingredienser
1 kg kartofler
2 spsk friske korianderblade
75 g frosne grønne ærter
2 spsk mel
1 tsk paprika
1 tsk garam masala
2 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt koriander
3 tsk chaat masala
2 tsk amchoor
1 tsk salt
olie til stegning
Fremgangsmåde
1Vask kartoflerne og kog dem møre i letsaltet vand. Når kartoflerne er kogt færdige piles kartoflerne og moses groft i en stor skål.
2Hak korianderbladene fint og kom dem i skålen med kartofler sammen med ærterne, mel, paprika, garam masala, stødt spidskommen, stødt koriander, chaat masala, amchoor og salt. Ælt krydderier, ærter, mel og kartofler sammen til en sammenhængende dej. Brug eventuelt lidt vand. Lad dejen hvile i 15 minutter.
3Varm noget olie op i en stegepande. Mens olien varmer op formes kartoffeldejen til små kugler (1-2 spsk) og tryk dem lid flade. Steg aloo tikki på begge sider, så begge sider bliver gyldenbrune.
Opdateret af Jannik Tuesday d. 12 February 2013 18:01.